Kim Schwartz indspillede sangen ”Jeg gi'r’ aldrig op” i 1998, og det er en af årsagerne til, at han nu kan fejre 25-års jubilæum i en svær branche, en anden er det åbenlyse musikalske talent.
Af Klaus Slavensky
 I privatstudiet Hulen indspiller Kim Schwartz selv det meste af sin musik. (Fotos: Klaus Slavensky)
Portræt: En snak om et nyt album, de go’e gamle sange, den hårde barndom, det skønne ægteskab og så om dengang han optrådte for Bill Clinton.
Hittet ”Køge Torv”
Det er lykken for en musiker at træde op på scenen for første gang, men at kunne blive der gennem 25 år er en præstation, der ikke er alle beskåret.
Kim Schwartz har gennem et kvart århundrede ikke kun optrådt som solist, men også med skiftende, velspillende band sunget sig gennem dansktop, country, rock og popmusik.
- Jeg mødte engang en ældre countrymusiker på en bar i Nashville og talte med ham, om hvad der er en god sang, og han svarede ”Tre akkorder plus sandheden”. Så enkelt kan det siges, og det har jeg forsøgt at tage til mig, svarer Kim Schwartz på spørgsmålet om, hvad der gav ham gennembruddet med sangen ”Køge Torv” i 1994.
Tjekker man bl.a. YouTube, er den blevet spillet mange tusinde gange, og klikker man videre på andre af hans hit og på de sange, som han har skrevet til kolleger som f.eks. Peter Belli, ”Bamse” Jørgensen, Dario Campeotto, Kirsten Siggaard og mange andre, så nærmer antal afspilninger af Schwartz-musik sig imponerende højder.
Kaotisk barndom
Men selvfølgelig startede det ikke så nemt, selv om han fik en guitar i hånden som 10-årig.
- Jeg er jo et gadekryds. Min far var sømand, min mor “bogbinderjomfru”, og hun fik tre andre børn med min stedfar. Først da jeg var smidt ud af tre skoler og blevet 16 år, fandt jeg ud af, at min rigtige far var emigreret til Australien i 1974. Jeg fik kontakt til ham, fik hyre på et skib og bankede rust hele vejen downunder, blev Ækvatordøbt, og jeg mødte fars familie og fik endnu tre halvsøskende. Men meget af min barndom og tidlige ungdom var et kaos, fortæller Kim Schwartz, der samtidig med brudstykker af en barsk opvækst bevidner, at gadekryds er de mest robuste. Og hvordan en bøvlet opvækst kan blive til smuk poesi.
Spiller på alt
Den folkekære troubadour, der har tilkæmpet sig en markant plads i danskpop-familien, sidder ved sin mixerpult i det hjemmestudie på Stevns, som han kalder ”Hulen”.
Han er omgivet af mindst 10 guitarer og andre musikinstrumenter som orgel, trompet, ukulele og sågar en sav, som han øver sig på. Han pulser på en cigaret, mens hans fingre svæver frem og tilbage over mixerpulten og finder sange frem fra den 25 års uafbrudte karriere. Stemmen er lidt hæs, når han taler, men tenorklar når han synger, et særkende han deler med bl.a. Harry Belafonte, men som han sidder og sender hit på hit ud af højttalerne, minder han mest om Johnny Cash, og ligesom det amerikanske idol har Kim Schwartz haft ups and downs.
- Det har været mit held, at jeg mødte min kone, Susanne, til en gymnasiefest i Haslev. Hun har holdt mig og familien oppe. Og jeg kan takke hende for mange af de sange, jeg har lavet. Hun viste mig kærligheden, siger han med eftertryk, og der dukker såmænd også en lille tåre frem, selv om Kim Schwartz er macho på den gode måde og mestrer både sejlads, jagt og fiskeri.
 Kim Schwartz har meget på hjertet og de fleste af hans oplevelser bliver til sange.
En tur til Nashville
Han samler inspiration til sit brede sangunivers fra oplevelser i naturen og hverdagslivet.
- Jeg er nødt til at have hjertet med i det, jeg gør. Da jeg var i Nashville, lærte jeg om, hvor “sangen” kommer fra, ved at lytte til de garvede. For det handler om at lære. Hele tiden. Livserfaring, det er det … sange skal ha’ en livshistorie, som er oplevet. Jeg har masser af stikord liggende. Er altid på arbejde, knokler ofte 18 timer på en dag i lange underhylere og T-shirt, fortæller han om det at holde gejsten oppe i musikbranchen.
- Ligesom – hvordan overlever et ægteskab? Vedholdenhed, omstillingsparathed og så parat til at leve af havregrød i perioder, siger han med et stille grin.
Clinton i Stockholm
Han er uddannet købmand, og chefen opfordrede ham til at synge, og efter 250 sange er det tid til at se tilbage på de tidlige triumfer med vundne sangkonkurrencer, senere medvirken i Melodi Grand Prix, pladekontrakter, gentagne optrædener til Sommersang i Mariehaven, som sendes på DK4, og så alle de andre gigs, som på f.eks. Køge Festuge.
- Jeg kan lide at være tilbage i “den folkelige fest”, og mit mål har aldrig været penge. Jeg er lykkelig for mine to børn og børnebørnene. Så moralen er: Lev dit liv, og husk dem, du elsker, pointerer han og kommer så i tanke om, da han som 9-årig så multikunstneren Jytte Abildstrøm med cirkus i byen og bad om at komme med og kørte med et stykke vej.
Siden har showbizz, med Kim Schwartz egne ord, været en lang, sej tur. Men den har bragt ham til bl.a. Gaffa-Live med Bamses Venner, tv-programmer som Musikbutikken … og halløj, han har også spillet for ekspræsident Clinton til en velgørenhedskoncert i Stockholm 2003.
Sange og samfundssind
Det sociale engagement er nemlig en vigtig del af Kim Schwartz’ profil.
Det er blevet til en støttesang for Røde Kors og for den lokale boldklub i Herfølge og senest balladen ”Det Buldrer og Brager” om krigen i Ukraine, som er med som bonus track på jubilæumsalbummet ”Kom nærmere”; det udgives 12. maj i år, men er allerede spillet heftigt i flere forskellige DR-programmer.
 Et andet nummer på det nye album er ”Livets bog”, der blev til efter et plejehjemsjob på Stevnshøj, hvor sangeren talte med de ældre beboere, og vups var der en solidarisk sang om at blive ”femogfirs” og have stuen fuld ”af souvenirs” samt at ”nå det sidste show”, før man ”stille lukker livets bog”. For Kim Schwartz er ikke kun en gudbenådet rimsmed, han har livssækken fuld af rørende historier.
”I må få det hele”
Jubilæumsinterviewet lakker mod enden, bag os ligger en underholdende stund med en kombi af medrivende stadionbrag fra lydbordet og intim koncert, når Kim Schwartz gavmildt greb et instrument.
- Jeg har sunget for høj og lav, set det meste og prøvet lidt af hvert. Succes og flop. Dyre lærepenge. Nu er jeg 59 år, men så længe jeg har noget fornuftigt at sige, vil jeg blive ved, siger han og holder en kort pause:
- Jeg tror, at jeg har endnu et album i mig. Men det kan man aldrig vide, lyder det.
Kim Schwartz har meget på hjertet, ikke mindst anekdoter, som da June og Peter Belli kom, fik kaffe og jammede, og gentagne tak og historier om de musikalske legekammerater som Nis P. Jørgensen, Søren Jacobsen, Knut E. Haavik, John Hatting og mange, mange flere.
- Du skal være parat til at forære din bare røv væk for musikken, ellers glem det. Det har jeg lært, lyder en af slutreplikkerne, men han slår ud med armene og siger: Lidt til gården og gaden, I må få det hele.
Kim Schwartz følger gæsten ud af troldmandens værksted, hvor metervis af ledninger forbinder lydanlæg med bl.a. orgel, så ”hulen” ligner en hel koncertsal med udsigt til 3 verdenshjørner; det sidste bor godt i musikeren selv.
Ved siden af en tegning af en køn mørkhåret ung kvinde, som er moren, der døde i 2013, hænger et emaljeret Exit-skilt. Lad det aldrig blive brugt. Tak for sangene, håber der kommer mange flere.
Sagt om Kim Schwartz
Musik-ikon Jørgen de Mylius:
”Jeg har stor respekt for Kim Schwartz, hans talent, musikalitet og evnen til de gode melodier og historier. Lige fra ”Køge Torv” via Kims Nashville-sange til nu. Jeg har altid Kim på repertoiret nu og da i mine DR P5 programmer Hithouse og Eldorado. Hans sange passer ind begge steder. Og er er fornøjelse at viderebringe til lytterne.”
Musiker og sangskriver Nis P. :
”Kim har jo et hjertevarmt væsen, som udviser empati for andre mennesker. Han er meget energisk og passioneret om sin musik. Det er altid fedt at arbejde sammen med ham. Og så har Kim ’gaven’, dette udefinerlige. Han kan synge en følsom tekst, så hårene rejser sig på publikum. Kim har ’det’.“
Indlægget ”Det handler om tre akkorder og sandheden” blev først udgivet på Stevnsbladet.
|